Krokus-Croquis og kreative forårsløfter

Krokus-croquis — eller hvordan vil du forberede dig på at tegne i sommerhalvåret?

I dag var årets første forårsdag, og også min første dag ude i haven efter en lang vinter indenfor, hvor vi har kigget ud på sneen. Det var skønt at være ude. Senere på dagen følte jeg mig inspireret til at tegne en af mine yndlingsforårsblomster — den smukke, lille, sarte krokus.

Det er en tid, hvor det begynder at krible i os for at være mere ude. Og jeg ved af erfaring, at det også er en tid, hvor det er vigtigt at forberede sig — mentalt — på at holde fast i sin kunst, sin tegnepraksis, sin malepraksis, også når de lyse måneder kalder.

Nogle af mine allerbedste tegnestunder har jeg haft om sommeren, fuld af lys og inspiration — ofte ude, men også inde, fyldt op af forårets og sommerens energi. Men det er også let at give slip på sin kreative praksis, når de lange, lyse aftener begynder at lokke. Og hånden på hjertet — for os danskere begynder de vel allerede at gøre det nu.

Hvis man slipper sin kunst hen over hele sommerhalvåret, mister man værdifuld tid med sin kreative nerve. Det ved jeg fra mig selv. Og i dag, på årets første forårsdag, mindede haven mig blidt om netop det.

Så jeg dedikerer mig til at holde min kreative flamme i live hver eneste dag i det forår og den sommer, vi går i møde.

Det fik mig til at tænke på, hvad vi hver især kan gøre for at forberede os på kreativiteten i de lyse måneder. Hvad vil du gøre for at holde din tegning i hævd? Hvad vil du fokusere på? Hvad kan hjælpe dig med at få tegnet en lille smule hver dag?

Vil du gerne lære at tegne?
* * *

Denne tegning blev til på en halv time. Jeg startede med en meget enkel tilgang, som jeg ved, jeg altid kan falde tilbage på: delvis blind kontur. Det vil sige, at jeg primært kigger på motivet og kun ganske lidt på tegningen. Det er en let og uforpligtende måde for mig at tegne på, hvor jeg kan give helt slip på forventningerne. Og det underlige er, at det ofte går over al forventning, netop når man slipper dem.

Jeg satte et ur til en halv time, fordi jeg vidste, at det var den tid, jeg havde. Og så satte jeg et andet ur til at ringe hvert andet minut med en blid lyd, så jeg huskede at bevæge mig videre og videre i tegningen.

Først lavede jeg en meget løs, halv blind kontur af hele motivet. Det brugte jeg omkring halvdelen af tiden på. Den anden halvdel — cirka et kvarter — brugte jeg på lette skygger og på at trække det, jeg syntes fungerede bedst, lidt frem med blyanten.

Ud af det kom denne lidt zen-agtige tegning, som jeg egentlig synes er en fin forårsdebut for mig selv — og som gav mig mange idéer til, hvad jeg kunne tænke mig at tegne i foråret og sommeren.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spørge dig:
Hvad kunne du tænke dig at tegne i foråret og sommeren?
Hvad ville give dig god tegneenergi?
Og hvornår på dagen er det mest realistisk for dig at få tegnet i sommerhalvåret?

For mig er det ofte om aftenen efter en lang dag ude — undtagen de dage, hvor det faktisk lykkes mig at tegne udenfor, hvilket er helt vidunderligt.

Med disse ord vil jeg runde denne lille tegnefilosofi af. Jeg håber, du har fået tegnet i dag.

Rigtig god tegnelyst — og kom og vis mig, hvad du har tegnet.

* * *
Vil du gerne lære at tegne?
* * *