Essentielt konturstudie af min yndlingsblomst, lotussen

I min skitsebog i dag vendte jeg tilbage til et helt essentielt kontur- og valørstudie på cirka 15 minutter af et af mine absolutte yndlingsmotiver og yndlingsblomster — den utrolige lotusblomst.

Jeg havde ikke så meget tid til at tegne i dag, så jeg kogte det helt ned til udelukkende at fokusere på at følge linjernes — altså konturernes — indviklede forløb efter et foto. Et ret komplekst foto med en lotusblomst og alle de smukke, lagdelte kronblade omkring den.

Jeg startede med helt kort at skitsere selve formen af lotusblomsten og blomsterhovedet — måske bare 10 sekunder eller noget i den stil. Derefter gik jeg over i et helt særligt modus, hvor man dedikerer sig fuldstændigt til at følge linjernes og konturernes bevægelse.

Nogle kalder denne type tegning for blindtegning, og det er det også næsten. Men på dette niveau bliver der trods alt kigget en del på tegningen — og rigtig meget på forlægget — for ellers er det slet ikke muligt at få noget som helst meningsfuldt ned på papiret i en tegning som denne.

Det er en type tegning, jeg praktiserede rigtig meget tidligere, og som jeg ofte tænker, jeg gerne vil vende meget mere tilbage til. En helt rå og afpillet måde at tegne på, som afslører tingenes sande struktur og skønhed. Sådan oplever jeg det i hvert fald, når jeg møder motiver gennem ren konturtegning.

De her 15 minutters konturtegning blev faktisk et dejligt åndehul af tegning. Virkelig, virkelig lækkert at arbejde på den måde. Og det giver mig lyst til at tegne mere af den slags.

Jeg elsker al slags tegning. Hurtig tegning, langsom tegning, naturalistisk tegning, ekspressiv tegning, meget præcis tegning, rå og spontan tegning. Jeg elsker det hele. For mig er tegning et spektrum af mange, mange facetter og muligheder for at opleve verden omkring mig — og min fantasi, selvfølgelig.

Så som altid ønsker jeg dig en dejlig tegnetid. Husk at få tegnet lidt hver dag, hvis du kan. Det er ofte det mindste, der tæller — selv de helt små tegninger. Alt tæller og kan sættes ind på erfaringskontoen i tegning.

Jeg ønsker dig rigtig god tegnelyst. Og som altid: kom og vis mig, hvad du har fået tegnet i dag.