Bliv ven med din kunstneriske tvivler

“The Wings of Thought” Akryl på lærred, 100×120 cm. Copyright Ida Andersen Lang

Igennem de mange år jeg har arbejdet med billedkunst og har undervist, ligeledes inden for billedkunstens verden, er der én tilsyneladende nagende ting, der vender tilbage igen og igen. Hos mig. Hos mine elever. Sandsynligvis hos næsten alle der skaber billeder. Det er den dér indre stemme der tvivler på egne evner og frygten for, om det man nu laver er godt nok.

Dette blogindlæg er skrevet fra hjertet, og er ment som en opmuntring til dig, der går og roder med, om det du laver er godt nok.

Hånden på hjertet, så tror jeg, at vi alle har denne tvivl og usikkerhed omkring vores kunstneriske evner. Fugl, fisk, eller midt i mellem. Både dem der har arbejdet med kunsten hele sit liv, dem der er står sådan midtvejs, og dem der er helt nye i feltet.

Jeg har i hvert tilfælde denne tvivl, og har altid haft den. Men jeg anser den ikke for at være usund eller noget jeg skal komme af med. Tvært imod. For mig er den en drivkraft, der stadig driver mig frem til at opdage nyt kreativt land, afprøve nye veje og udvikle mig kunstnerisk.

Det vil jeg gerne prøve at forklare dig lidt om.

Der er et par spørgsmål, der kan være gode at stille.

1.  Godt nok til hvad?
2. Er det ok at tvivle på egne evner?
3. Hvorfor tvivler jeg på mine egne evner?
4. Hvad kan jeg bruge min tvivl og usikkerhed til?

“De vigtigste af mine billeder er dem jeg har for mit indre blik”

Godt nok til hvad?

Der er et par ting der er rigtig godt at vide for dig, der er begavet med lysten og driften imod at være skabende, at kreere noget nyt for verden at beskue. For det første, at du skal være stolt af at du har denne lyst til at skabe noget. Tænk lige over det. Uanset hvor du står på vejen mod dit kunstneriske Mount Everest, så hører du til dem der vil berige verden med din skabende trang.

Det synes jeg er en smuk ting i sig selv, og indbegrebet af at være et kreativt, et skabende menneske. Alle mennesker skaber og er kreative i alle mulige henseender, men du som søger at skabe kunst, du udtrykker med dine hænder i konkret form, selve skaberkraftens essens. Du tager livtag med skabelsens grundmaterie (i kunstens tilfælde maling, pensler, lærred, papir, blyanter, vand, olie, osv osv i en sand materiel forvirring) og skaber mening ud af det i form af netop de billeder der kommer ud af dig.

Wow.

Helt ærligt. Det er i min optik så rigeligt godt nok i sig selv. At sige ja til den indre skabende kraft i dig selv og GØRE det. Ja. GØRE det. Gøre alvor af det, i stedet for at lade det blive ved tanken, uanset hvor “tilfreds” du er med det, du laver. Uanset hvad din (tilsyneladende) indre tvivler end siger.

For mig er skabelsen en del selve universets mening. Konstant bliver der skabt nyt ud af noget andet. Og det er den leg, du deltager i, når du skaber kunst. Det er godt nok i sig selv. At tage del i den kreative dans, for det er selve livet.

Så husk dette, når din indre kritiker og tvivler stiller spørgsmålstegn ved, om det du laver er godt nok. At ja. I den allerdybeste forstand, er det bestemt godt nok, for det vigtigste af alt er, at du siger JA. Til at skabe.

Er det ok at tvivle på egne evner?

Skal vi så bare droppe alt om kritik og om at prøve at forbedre og evaluere på det kunst vi skaber. Nej det synes jeg da ikke, for det ville set fra mit hjørne af verden være unaturligt. Det er jo en naturlig ting i livet at udvikle sig konstant, og bruge tidligere erfaringer til at nå fortsat nye højder. Og det synes jeg da også at man skal gøre med sin kunst. Ellers tror jeg man går i stå.

Det er der jeg mener at man, hvis man lige stiller skarpt på, hvad den der indre tvivler og kritiker egentlig er for én, kan få øje på, at i virkeligheden er det en drift imod udvikling i livet. Her er det så bare i kunsten, at man har denne drift mod udvikling. Og det er jo en smuk ting. Når blot man kalder den ved rette navn. Tænk på at din indre tvivler er en drift mod udvikling, og når du rammes af en mur af indre kritik over dine egne kunstneriske udfoldelser, så sig til din tvivl, at det er ok, den må godt tvivle, og du ved godt, at der er nye højder at nå. Men husk at gå vejen. Du er der hvor du er lige nu med din kunst. Og det er dét der tæller i nuet. At du lige nu er nået dertil, helt præcist. Men at du godt ved, at der altid er noget foran dig, og at det jo er dét der er spændende. At gå vejen. At turde fortsætte.

Stop aldrig op og giv aldrig op, på grund af indre tvivl, men tag den under armen og sig “ja, det er fint med dig, men nu fortsætter vi ud af vejen sammen”….sammen med kreativiteten, den skabende kraft, der er hele årsagen til at du laver kunst.

Hvorfor tvivler jeg på mine egne evner?

For det andet. Her kommer der en hemmelighed, som de fleste ikke rigtig er klar over. Det er sjældent at nogle forklarer n dette ret afgørende faktum: Nemlig at du, som er drevet imod at skabe kunst, har en speciel evne, som er en gave, men som også kan volde unødig og pinefuldt tvivleri, hvis du ikke ved hvad det er der ligger bag tvivlen.

Og her kommer det: som kunstnerisk menneske, uanset praktisk erfaring, er du begavet med en specielt god forestillingsevne. Du har en veludviklet evne til at se noget for dit indre blik i vågen tilstand, ligesom vi alle ser verdener for os i drømme. Og du har et naturligt ønske om at omstætte disse indre billeder og forestillinger til malerier eller tegninger, eller hvad det nu er. Men der er altid en afgrund mellem dine smukke indre billeder og den mur, der møder dig i forhold til at omsætte det i materiens hårde verden.

Jo mere du arbejder med din kunst, jo mere tid og omhu du lægger i det, jo tættere vil de to visuelle områder, dit indre blik og dine ydre faktiske malerier/tegninger nå på hinanden. Men afgrunden vil altid være der. Dit indre blik vil altid være lysår foran materiens realitet. Og det er der intet galt med.

Jeg kan desværre ikke huske hvem, men en klog kunstner har sagt noget i stil med at “De vigtigste af mine billeder er dem jeg har for mit indre blik”.

Det synes jeg er smukt. Og det er sådan jeg selv arbejder. Jeg arbejder på at male det jeg har for mit indre blik, men med respekt for at de er gjort af et andet stof end dem af materiens verden, af en uforståelig, skønsom blanding af maling på et lærred.

Det er en afgørende hemmelighed at forstå. At dine billeder udspringer af dit indre kunstneriske perfekte blik og fødes ind i en verden af hård materie. At søge at udvikle sig henimod sine indre billeder, men med respekt for at de altid vil befinde sig for enden af regnbuen.

Hvad kan jeg bruge min tvivl og usikkerhed til?

Her vil jeg starte med at minde dig om hvad du ikke skal bruge den til. Du skal ikke bruge den til at konstatere at du ikke er god nok, at dine billeder ikke er gode nok. Det er de altid på sin vis, i kraft af at de er en kreativ manifestation, og at de altid er skridt på vejen, på den kunstneriske vej du går ad.

Når du føler denne tvivl, så husk at den udspringer af afgrunden mellem dit perfekte indre blik, din evne til at forestille dig og visualisere ting og den materielle virkelighed det er at skabe billeder.

Husk på at det er en gave. Gør hvad du kan for at fastholde disse indre billeder, og brug så noget tid på at blive bedre til at mestre den fysiske materie, der udgør maleri og tegning. Så vil din tilsyneladende tvivl kunne transformeres til i stedet at være en drivkraft til at udvikle dig. Ved at du respekterer tvivlen, lader den være der helt neutralt, men ellers ufortrødent fortsætter ad den vej du går på.

På kunstens vej.

Med tvivlen, kærligt men bestemt under din ene arm, og beslutsomheden og glæden ved overhovedet at skabe under den anden arm.

De bedste hilsner og kreative opmuntringer,

Ida